• Sande vindere rejser sig fra asken igen. Det kan vi lære af dem

    ソース: BDK Finans / 29 9 2024 12:05:08   America/Chicago

    En professionel krise er karakteriseret ved at opstå pludseligt, være uden kendt udløbsdato og have potentiale til at vælte din karriere og måske også dit privatliv. Det er livet i kondenseret og dramatiseret form. Et forstørrelsesglas, der viser din sande natur, dine værdier, dine venner. Det er asken, hvori du kan genopfinde din karriere, det er muligheden for at teste dine mentale og følelsesmæssige styrker. Det er karrierens ekstremsport. Krisen kan være selvforskyldt: et moralsk fejltrin, en taktisk fejlvurdering, generel forsømmelse. Eller uforskyldt: ændrede markedsvilkår, lovgivning, krig. En situation udvikler sig til en krise, når vi overser faresignalerne – noget, der især sker, fordi succes ofte fører til selvovervurdering og undervurdering af konsekvenserne. Med en krise følger skammen, hvis man vel at mærke er i kontakt med sine følelser. Og for offentlige profiler følger en offentlig ydmygelse, for lige så højt vi elsker succeshistorierne, lige så tilfredsstillende er det at se storhed falde. Lær af vinderne Over tid normaliseres krisen til en ny hverdag, og ud af denne dukker de stærkeste og smidigste mennesker op, mens andre forbliver i glemslens mørke. Vinderne har nogle fællestræk, vi kan lære af: Tag skraldet. Ingen gider høre på undskyldninger eller halve forklaringer. Stå ved dine fejl, og tag konsekvenserne. Vi har brug for at se din oprigtige anger, hvis vi skal have tillid til dig igen. Vær din strategi. Byg din krisestrategi på dine personlige styrker, på det du gør godt og naturligt, på det der gør dig stærk. Alt for mange krisestrategier ligner hinanden og bliver derfor så ligegyldige som en ai-tekst. Ydmyghed & selvtillid. Tro på dig selv, men tænk på og tal om dine fejl med oprigtig ydmyghed. Find balancen mellem at lære af det, der er sket, og vise din dygtighed. Lad dit arbejde tale for sig selv. Hold fokus på dit arbejde i stedet for at gøre dig selv til centrum. Faglighed og saglighed er en mere bæredygtig strategi til troværdighed end personlig promovering. Mød op, præstér og lad andre om at fremhæve dig. Bid smerten i dig. Det kræver tålmodighed og hård hud og en vis sult at komme tilbage efter en krise. Du får brug for al din vedholdenhed og alt dit mod til at genopbygge en smadret karriere, og ingen kan garantere et godt resultat. Sig ja til alt. Brug enhver mulighed for at vise dine kompetencer, mens dit brand ikke kan blive dårligere. Dine fine fornemmelser betaler ikke huslejen. Brug eksisterende erfaringer med nye muligheder til at genvinde relevans eller genopfinde din professionelle profil. Spektakulær genrejsning De dygtigste ledere, de største iværksættere, de mest interessante mennesker har alle været en tur i afgrunden. De fleste rejser sig igen med ar og erfaringer og hår, der trænger til at blive klippet. Men kun få formår at vende en krise til en ny fase i karrieren. Et af de mere spektakulære fald var Lars Findsens. Fra velrenommeret embedsmand i magtens centrum til at blive anholdt af sine tidligere medarbejdere og få trukket sit privatliv gennem medierne. Han valgte at tage kampen op og er nu foredragsholder og debattør. Hans efterfølger i PET, Jacob Scharf, lavede en fejlvurdering, da han besluttede at udgive biografien »7 år for PET«. Det kostede jobbet, betydelig anseelse og en dom for at overtræde sin tavshedspligt. I dag har han et meget diskret, men tilsyneladende succesfuldt efterretnings- og sikkerhedsfirma. Stine Bosse var en af de markante kvindelige topledere op gennem 00erne og blev kåret som en af verdens mest indflydelsesrige kvinder. Men pludselig var hun ude af forsikringsselskabet Tryg og mistede ikke kun magten, men også sin platform. Hun formåede at skifte spor som en af de meget få, der lykkedes som politiker sent i livet. Henrik Qvortrup faldt hårdt med Se & Hør-skandalen. Han mistede sin personlige frihed, branchens respekt, sin indkomst og hverdag. Men med tiden genopfandt han sig selv og genvandt branchens respekt. I dag har han tre populære podcasts og optræder igen som politisk kommentator i de pæne medier. Afgående EU-konkurrencekommissær Margrethe Vestager opererer på et niveau, de færreste af os kommer i nærheden af, men hun har haft sine kriser. Den første tid som partileder hos Radikale Venstre var ledelsesmæssig meget svær, hun tabte topposten i Den Europæiske Investeringsbank (EIB), og hun har lidt nederlag mod techgiganter. Men her på falderebet sikrede hun sig dog for nylig sin hidtil største sejr, da EU-Domstolen gav hende medhold mod Google og Apple, der var anklaget for konkurrenceforvridende adfærd. Hun er stadig det tætteste, vi kommer på en politisk rockstjerne herhjemme. Charlotte Mandrup er executive coach og forfatter https://www.berlingske.dk/kommentar/sande-vindere-rejser-sig-fra-asken-igen-det-kan-vi-laere-af-dem
シェアする